Supplerende træning
Utrolig mange fejlstillinger og skadesproblematikker kan føres tilbage til disharmonier i ryggen og bækkenet, og det er derfor en nødvendighed, at dette holdes stærkt ved kropsstabilitets øvelser.
Hvis ikke du er i stand til at fastholde et stabilt bækken under fx løb og cykling, kan det både påvirke din skadesfrekvens og din performance.
Det er i dag alment anerkendt, at et af de vigtigste træningselementer i et hvert træningsprogram er at opretholde træningen af mave og ryg, uanset hvilken idræt du laver, og uanset hvilket niveau du er på, idet selv det at sidde ned er hårdt for ryggen.
Konklusionen er, at ryggen er helt central for, at overkrop og underkrop er velfungerende. Og mange, der dyrker idræt vil uanset niveau på en eller måde drage fordel af at opprioritere denne del af træningen.
Øvelser på gymnastikbold, hvor benene bevæger sig og maven og ryggen stabiliserer balancen på bolden, kan i særlig grad anbefales. Men der er mange øvelser, der er gode; dog er der ikke megen funktionel gevinst ved at lave mavebøjninger.
Styrketræning med de rette øvelser er et af nøgleelementerne til at holde sig selv skadesfri samt øge muligheden for at gøre dig selv bedre, er en del, der alt for ofte underprioriteres.
Det mest almindelige argument er, at det er kedeligt og at du ikke har tid. Men har du tid til at være skadet? Og findes der noget mere kedeligt end at være skadet?
Udholdenhedsatleter har stor glæde at lave tung styrketræning med få gentagelser. Masser af forskning viser, at det er et af de bedste midler til at øge sin koordineringsevne inden for specifikke bevægebaner, dvs at alle dine muskelfibre arbejder samtidigt i en gennemøvet bevægelse. Styrke er nemlig ikke kun bestemt af muskelfibrenes størrelse, men i høj grad også af deres evne til at arbejde sammen.
Det svære består i at finde frem til de rette øvelser. Her vil en træningsfysioterapeut i høj grad kunne anbefales til at screene for dine svagheder.